Igennem mange år har danske artister kæmpet for at få mulighed for at få produktionsstøtte og refusion i forhold til Lov om scenekunst. Desværre har det været op af bakke. Der har ikke fra politikernes side været meget vilje til at gøre noget for at blandt andet freelance-artister kunne producere og optræde med forestillinger på f.eks. skoler, børnehaver, biblioteker under samme vilkår som børneteatre. Man må desværre konstaterer at cirkus og gøgl på trods af sin mange tusindårige historie* stadig ikke er anerkendt som scenekunst i Danmark.

Artister og gøglere laver børneteater

Nogle freelanceartister har lykkedes med at forme deres forestillinger så de kan gå ind under betegnelsen “børneteater”. Det er jo fint for de enkelte artister og forestillinger, men det er et problem for vores kunstart, at hvis vi skal have en chance for at få støtte, så kræver det at vi producerer forestillinger, som bedømmes efter teatrets kvalitetsbegreber.

Halv pris på “statsanerkendt” scenekunst

De gøgler-, cirkus-, og artistforestillinger som børnene ser i skolen, børnehaven eller på biblioteket er for det meste forestillinger, som er produceret uden en eneste støttekrone. Ofte har kunstneren selv stået for hele produktionen: manuskriptet, kostymerne, rekvisitterne mv. Samtidigt har kunstneren ikke modtaget løn under produktionsperioden og meget sjældent har der været mulighed for at hyre en musiker til at lave baggrundsmusik, en instruktør eller en professionel til at stå for markedsføringen. Når forestillingen derefter skal sælges til offentlige institutioner f.eks skoler, børnehaver eller biblioteker så må prisen sættes så lavt at den kan konkurrere med de børneteaterforestillinger, som er berettigede til 50% refusion fra staten. Det giver jo unægteligt en udfordrende konkurrencesituation for artisterne.

Efterspørgslen efter artistforestillinger er god

Men på trods af alt dette, så er der faktisk en pæn gruppe mennesker her i landet, som lever helt eller delvist af at optræde med gøgl og cirkus. Der er der fordi der gudskelov er efterspørgsel efter gode artister og det ligger jo i gøglerens natur at tage tingene i egen hånd og klare skærene.

Som artist kunne man selvfølgelig godt ønske sig at det var muligt at producere forestillinger under bedre forhold men i virkeligheden er det mest sørgelige ved denne lov om scenekunst og den dertil medfølgende refusionsordning, ikke så meget den manglende støtte, men mere at den blåstempler en slags scenekunst og dermed indirekte underkender andre.

Men er gøgl og cirkus ikke bare underholdning? – og kunne vi ikke sagtens klare os uden?

Jo, sikkert. Men når vi indskrænker begrebet scenekunst til i praksis kun at omfatte teater, opera og dans så hæmmer vi også udviklingen af de kunstarter som dels ligger uden for definitionen dels ødelægger vi det samarbejde som kunne udvikles mellem teater, dans og cirkusdisciplinerne. Traditionel cirkus er i de flestes øjne ren underholdning, altså noget man ser på fordi man vil underholdes. Men det betyder jo ikke at det nødvendigvis er mindre “kunst” fordi man griner af det og selvom publikum måske i første omgang søger mod gøgleren eller artisten i håb om et godt grin, så betyder det jo ikke at mødet med artisten ikke bibringer mere end blot latter. Der vil som i teatret være ting at reflekterer over, blive provokeret af og ikke vigtigst af alt – spejle sig i.

Men hvad er det så vi gøglere kan som børneteater ikke kan og hvordan vurderer man kvalitet i forhold til en cirkus- eller gøgleroptræden?

Her har vi forsøgt at lave en liste over hvad det er at vi mener vores fag har at tilbyde børn/publikum i dag. Da der er stor forskel på vores arbejdsformer vil alle punkterne ikke gælde alle forestillinger.

1. Levende underholdning. Vi mener at det er vigtigt at børn (og voksne) møder den professionelle artist, klovn og gøgler. En stor del af vores kunst bliver i dag præsenteret gennem TV og internet. Men her mister man den tilstedeværelse og kontakt, som netop er vores fags adelsmærke. Når en dygtig artist går på scenen er det ikke de tekniske færdigheder, som er de vigtigste. Det er hans eller hendes evne til at skabe den rigtige dynamik i publikum. At få dem til at blive modtagelige og lege med. Dette er selvfølgelig også vigtigt i teater, men gøglere og artister bruger ofte publikum mere direkte, og forestillingerne er lavet, så de kan skifte form alt efter reaktionen og stemningen.
2. Vores målgrupper er vidtrækkende. Mange artistforestillinger er ikke handlingsbaseret. Modsat teatret, som jo netop bygger på dramatisk handling, så har gøgl og cirkus ikke samme dramatiske udgangspunkt. Der er selvfølgelig dramaturgisk opbygning i vores forestillinger, men de fleste af vores optrædener kan også nydes af publikummer, som ellers vil have svært med lange handlingsforløb. Det kan være personer med særlige udfordringer som f.eks. udviklingshæmmede eller tilskuere, som ikke forstår dansk så godt. Endvidere kan humoren og komikken kører på flere niveauer og derfor kan der formidles til store grupper af tilskuere samtidigt – endda med stor aldersspredning.
3. Det kropslige udtryk. Artisteri og kropssprog. Mange mennesker har i dag en negativ fokusering på deres krop. Det er vigtigt for dem at følge idealbilledet af kropslig skønhed ofte dikteret af reklame-branchen. For mange klovne, gøglere og artister er kroppen vores primære udtryksmiddel. Vi spiller gerne på kroppens uperfektheder og udfordre derved publikum til overveje hvorfor de er så bange for ikke at være perfekte og hvorfor det er så svært at accepterer det skæve i dem selv og deres omgivelser.
4. Et modtryk mod konkurrencesamfundet. I Tv-shows i dag bliver det at optræde med artisteri, trylleri og lign. præsenteret som et spil. Et spil om hvem som vinder, hvem som skal hjem, hvem der får publikum til at råbe højest eller bue mest eller hvem som får dødsstødet af et dommerpanel. Men magien i levende underholdning ligger ikke i det konkurrenceprægede element. Cirkus og gøgl har selvfølgelig i høj grad den kropslige præstation i centrum men den er sjældent rettet mod konkurrence. Der er rettet mod at opnå et specielt udtryk og dermed få en reaktion hos publikum.
5. Det legende element. Gøglerne leger – med publikum, sig selv, sine rekvisitter, med ordene og kropssproget. Når vi leger udvikler vi vores fantasi og kreativitet. Børn har godt af at se at voksne også kan lege og de voksne bliver mindet om hvor vigtig legen er.
6. Variation i form i forhold til omgivelser. Gøgl, klovneri og cirkus tager udgangspunkt i det rejsende teater. Vi kommer steder hvor der normalt ikke bliver lavet scenekunst. I såkaldte ghettoområder, i institutioner for handicappede, på sygehuse, på gaden m.m. Når gøgleren kommer ud til sit publikum ændres hverdagen for en stund til et cirkus.
7. Vi har en vigtig tradition at føre videre. Gøgleren og klovnefiguren (og dens fætter narren) har eksisteret i forskellige former i tusindvis af år i stort set alle kulturer. Hans funktion er dobbelt: Når vi griner af klovnens dumheder griner vi i virkeligheden af vores egen potentielle dumhed og sårbarhed. Samtidigt er gøgleren, narren og klovnen også symbolet på et frisindet menneske, som hjælper os med at se tingene og os selv fra en anden vinkel. Men specielt klovnen er også blevet misbrugt som kommerciel figur og dukker op i alle mulige sammenhænge udenfor dens oprindelige funktion – at spejle os selv. Flere og flere børn forbinder figuren med en reklame for burgere eller med en som deler balloner ud i indkøbs-centre. Vi ønsker at publikum (specielt børn) også i fremtiden kan få positiv oplevelse med gøgl og cirkus, som først og fremmest handler om levende optræden og som ligger i tråd med traditionen.
8. Danner grundlag for udviklingen af nye genrer. Nycirkus er en fantastisk genre, men desværre også med en ret smal målgruppe i Danmark. Skal man virkelig nyde de nye strømninger indenfor cirkus og artisteri så er det godt at vide hvad de bygger på og gør op med. NyCirkus er med til at gøre et voksenpublikum interesseret i cirkus. Det bliver derved ikke kun en årlig begivenhed for bedsteforældre og børnebørn, som i pausen kan klappe en hest og sidde på en elefant. Spændende modtræk til effekter og kæmpeproduktioner opstår små ensembler, som spiller på dygtigt artisteri, god historie og tæt publikumskontakt. Fælles for Nycirkus og gøgl er nærværet i forhold til publikum.

Hvad synes du?

Hvilke kriterier skal man bruge når man vurderer kvaliteten af gøgl og artisteri? Er gøgl og cirkus blot underholdning som må klare sig på kommercielle vilkår? Eller kunne man forestille sig at man ved at lave nogle støtteordninger for artister, kunne hæve kvalitetsniveauet for hele branchen og skabe grobund for udviklingen af kunstarterne sådan som man f.eks har gjort i Frankrig? Smid gerne en kommentar til os i kommentarfeltet nedenfor!

*Ældste afbildninger af akrobater og jonglører stammer tilbage fra 2000 år før vores tidsregning.

Share